Hej, jeg hedder Cliff Weitzman.

Jeg er ordblind.

Jeg fik diagnosen i 3. klasse. Det var den bedste dag i mit liv.

Indtil da lod jeg, som om jeg læste i folkeskolen.

Jeg sad med bogen åben foran mig og førte fingeren under ordene, så folk (mine forældre, lærere, venner, søskende) ikke skulle tro, jeg var dum eller doven.

Højtlæsning i rundkreds var skræmmende.

Vi læste én ad gangen. Og turen kom hele tiden nærmere mig.

Håndfladerne blev helt svedige.

Jeg timede det nøje. Lige før det blev min tur…

Listede jeg ud og gemte mig på toilettet.

Det gjorde jeg hver gang.

Folk har sikkert troet, jeg havde problemer med blæren. Hellere det end at de troede, jeg var idiot.

Det sværeste var min far. Han var min helt.

Den person, jeg drømte om selv at blive en dag.

Alle elskede ham. JEG ELSKEDE ham. Jeg ville så gerne, at han skulle være stolt af mig.

“Cliff, hvorfor er du så doven? Vil du ikke lære at læse?”

“JEG VIL! KAN DU IKKE SE, HVOR MEGET JEG PRØVER?!” råbte jeg og brød grædende sammen.

“Nej, det gør jeg ikke. Jeg bruger to timer hver dag på at lære dig at læse. Jeg har købt alle programmerne. Stop med at sidde og pille, og koncentrér dig for én gangs skyld.”

“KONCENTRERE MIG?! Jeg koncentrerer mig hele tiden.”

“Det gør du ikke. Du går ikke op i det. Selv din søster kan læse, og hun er seks.”

“Fordi DET VAR MIG, DER LÆRTE HENDE DET! Jeg ville ikke have, at hun skulle igennem det samme.

Jeg kender alle reglerne. Hver eneste. Men når jeg bruger dem, så virker det bare… ikke.”

Jeg plejede at drømme om at kunne læse.

Da jeg var lille, ville jeg være præsident, forsker og popstjerne.

Jeg vidste, at hvis jeg skulle blive den, jeg gerne ville være, måtte jeg kunne læse.

Så jeg gik overalt med en bog under armen og forestillede mig, at jeg en dag ville kunne læse den.

Bogen, jeg allerhelst ville kunne læse, var Harry Potter.

Men efter 20. gang en bibliotekar vækkede mig, fordi jeg var faldet i søvn med ansigtet begravet på side tre, gav jeg op.

Heldigvis opgav min far mig ikke. Han opgav mig aldrig. Aldrig.

Min far arbejdede virkelig hårdt, da vi var små. Han havde næsten aldrig tid til at spise aftensmad med os.

Men han kom tidligt hjem for det her:

Han satte sig på kanten af min seng. Og med en rolig, dyb stemme læste han Harry Potter for mig. Mine øjne lyste op. Jeg elskede det så meget.

Når min far ikke kunne nå hjem i tide, optog han sig selv, mens han læste Harry Potter på kassettebånd. Jeg plejede at falde i søvn til det bånd. Igen og igen og igen, mens jeg lyttede til min fars stemme.

Jeg var dobbelt heldig, fordi jeg også havde min mor (aka MamaBear). Og hun bekymrer sig. Og hun er virkelig god til at researche.

En dag, formentlig omkring tusindende gang hun søgte, eller i en af de 100 bøger, hun læste om emnet, stødte hun på ”dysleksi” og tænkte, at det måske var mig. Hun fik mig testet. Det viste sig at være lige præcis det. Det — og ADD.

Da jeg fandt ud af, at jeg var dyslektiker, tog jeg et af de dybeste suk, du nogensinde har hørt fra en 9-årig. ”Endelig!” tænkte jeg, ”jeg er ikke ødelagt, jeg er ikke dum, og jeg er bestemt IKKE DOVEN!”

”Fint,” tænkte jeg, ”nu ved vi, hvad problemet hedder, så lad os fikse det!”

For mig kræver det at læse én sætning lige så meget energi og hjernekraft, som de fleste bruger på at løse en division med firecifrede tal i hovedet. 462/7=…

Efter et afsnit er jeg træt (det er ti regnestykker i træk),

Efter et kapitel? Det ville svare til 300 firecifrede regnestykker i hovedet, lige efter hinanden.

Der er ikke noget, der hedder ”efter et kapitel” — selv hvis jeg brugte al verdens energi, ville jeg falde i søvn eller begynde at lave fejl (og miste forståelsen), før jeg nåede slutningen af kapitlet. For meget mentalt arbejde.

At lytte kræver derimod langt mindre energi end afkodning.

Min far fandt den originale lydbog til Harry Potter and The Sorcerer’s Stone, indlæst af Jim Dale. Han skaffede den til mig.

Jeg lyttede til den 22 gange på stribe.

De første tre sider, dem jeg plejede at falde i søvn over på biblioteket? Dem kan jeg udenad. Sammen med resten af bogens første kapitel. 13 år senere.

Jeg stoppede ikke med at lytte. Jeg hørte hele serien. Og så Narnia, Ringenes Herre, Game of Thrones, Jordens søjler, Atlas Shrugged.

Jeg holdt aldrig op med at lytte.

Jeg havde en 20 tons tung klippeblok lænket til ryggen, som forhindrede mig i at blive den, jeg ønskede at være. Hver sætning, jeg læste, tog evigheder. Nu havde jeg vinger.

Jeg begyndte at skrue op for min lyttehastighed, fra 1x til 1,25x, 1,5x, 2x og så 2,5x. Fordi ændringen var gradvis, voksede jeg med den og fangede hvert ord.

Jeg lyttede, når jeg cyklede i skole. Når jeg ventede på, at min mor hentede mig efter træning. Hver aften, før jeg faldt i søvn. Når jeg ryddede op på mit værelse eller gik en tur. På toilettet.

Jeg begyndte at komme igennem 2 lydbøger om ugen. 100 bøger om året. Det tempo har jeg holdt i 12 år. Det kræver ingen indsats, og det er faktisk dagens bedste stund.

Der findes ikke en lydbog til hver bog, man får tildelt i skolen. Min sommerlæsningsbog fra high school var ”Marley and Me”, og der var ingen lydbog. Så sommeren før high school krøb jeg op i sengen hos min mor, og hun læste ”Marley and Me” for mig.

Jeg var i specialundervisning én time hver dag gennem hele high school.

Jeg eksperimenterede meget. Og begyndte at bruge teknologi på en måde, ingen speciallærer kunne have lært mig. Jeg tog fuldt ansvar for mine egne tilpasninger og min uddannelse. Jeg bad om hjælp og fandt ud af, hvordan jeg lærer bedst.

Jeg tog næsten alle AP- og Honors-fag, min skole tilbød, fik et GPA på over 4,0 og tog kampe med administration og lærere, som mente, at dysleksi er ”en myte”. Senere vil jeg gå i dybden med de værktøjer, jeg brugte i den tid, og hvordan jeg gjorde det.

Jeg havde også nogle fantastiske lærere, som var utroligt støttende.

Gennem hårdt arbejde (og ved at overbevise mange lærere om at give mig undtagelser) blev jeg optaget på Brown University.\Et problem….jeg kunne ikke læse min sommerlæsningsbog – der var ingen lydbog til den bog.

På samme måde findes der ingen lydbøger til de fleste lærebøger, de fleste handouts, PDF’er, e-mails og Wikipedia-sider, man skal læse i skolen.

Så jeg satte mig ved siden af min mor i hendes seng. Og hun læste min sommerlæsningsbog til college for mig. Men min mor arbejdede og havde ikke tid til at læse hele bogen for mig.

Natten før jeg fløj til Brown for at begynde på college, var jeg kun nået to tredjedele gennem bogen.

Jeg havde ikke noget andet valg; jeg hackede et gammelt tekst-til-tale-system, så det natten over læste resten af bogen ind på min iPhone, så jeg kunne lytte til den i flyet.

Det virkede!

Jeg lærte mig selv at kode sideløbende (mere om, hvordan jeg fik det til at lykkes, selv med dysleksi, senere i bogen) og forbedrede softwaren yderligere.

Jeg brugte de næste fire år på college på at perfektionere dette system. I stedet for at slide over en lærebog, lænket til mit skrivebord, tog jeg 15 hurtige fotos og lyttede, mens jeg spiste morgenmad eller longboardede til undervisning.

Jeg lyttede til de over 100 sider, der var udstukket som ugentlig læsning på mine fag, mens jeg sad i toget eller bussen på vej til hackathons. Det føltes ofte, som om jeg var den eneste, der faktisk læste lektierne på mine hold.

I dag har millioner af mennesker kunnet klare sig i skolen og i samfundet takket være Speechify.

Husk, frem for alt er din mission at være den person, du selv havde mest brug for, da du voksede op. Sådan er det i hvert fald for mig.

Kærlig hilsen ❤

Cliff Weitzman